Sygdom og dårligt høstudbytte i de amerikanske appelsinplantager har sendt appelsinpriserne på himmelflugt. Appelsinkrisen har dog haft en overraskende positiv effekt på salget af den appelsinjuice, som Rynkeby Foods presser på Fyn.
Tilbage i 2012 var Rynkeby Foods’ adm. direktør Mark Hemmingsen i Florida for at besøge en af juicevirksomhedens store leverandører af appelsinkoncentrat.
Det blev første gang, at juice-direktøren så tegn på det, der i dag bliver betegnet som den værste appelsinkrise i historien.
“Vi spadserede rundt i den enorme appelsinplantage sammen med appelsinbonden, og pludselig slog han ud med armene og sagde, at om 10 år ville alt det, som vi gik rundt i, være væk på grund af en plantesygdom, som man ikke kan gøre noget ved,” siger Mark Hemmingsen og fortsætter:
“Dengang tænkte jeg, at han var en smart sælger, som forsøgte at presse prisen op. I dag er vi blevet meget klogere.”
Nedgang på 90 procent
Appelsinbondens dystre forudsigelse skulle nemlig vise sig at holde vand. Bakterien ”Citrus Greening Disease” har i dag spredt sig til de fleste af Floridas appelsinplantager og tager stille og roligt livet at appelsintræerne. Det betyder, at Florida i år kun kunne høste beskedne 18 millioner kasser appelsiner. Det er godt 10 procent af de mængder, som Solskinsstaten leverede i 2012, da Mark Hemmingsen besøgte den bekymrede appelsinbonde.
Samtidig er den brasilianske appelsinhøst også blevet ramt af Citrus Greening Disease. Dog ikke i det samme omfang som høsten i Florida. Men det dårlige høstudbytte på verdensmarkedet har fået prisen på appelsinkoncentrat til at stige til det tredobbelte på børsen i New York, og det smitter direkte af på den pris, som forbrugerne må betale for en liter appelsinjuice i butikkerne i Danmark.
“Appelsin er vores klart største råvare, så det påvirker naturligvis os og resten af juicebranchen, når priserne stiger så kraftigt. Vi har derfor måtte sadle om og satse på andet end blot appelsinjuice fra Brasilien,” siger han.
Tror på fortsat vækst
Blandt andet har Rynkeby Foods med stor succes satset målrettet på at indkøbe friske appelsiner, som man presser i Ringe på Fyn.
De friske appelsiner, som Rynkeby Foods indkøber, kommer fra Sydeuropa og Afrika og er hverken ramt af sygdom eller de stigende priser, som appelsinkoncentrat fra Nord- og Sydamerika.
“Siden 2022, hvor appelsinpriserne for alvor begyndte at stige, har vi tredoblet salget af Valsølille-juice, som er en mere eksklusiv juice, som vi selv presser på Fyn. Tidligere var der meget stor prisforskel på Valsølille-juicen, som vi presser i Ringe, og den juice, der kommer fra Brasilien. Men da de friske appelsiner ikke har haft samme prisudvikling, er prisforskellen nu efterhånden så lille, at en stigende andel af forbrugerne foretrækker den mere eksklusive juice, der er presset på Fyn,” siger Mark Hemmingsen, som tror på, at det er en udvikling, der vil fortsætte de kommende år.
“Der er ikke umiddelbart noget, der tyder på, at der bliver fundet en løsning på appelsinkrisen de kommende år, og derfor vil vi fortsætte med at udvikle vores Valsølille-produkter og skabe nye smage. Jeg tror, at en fortsat stigende mængde af den juice, som vi kommer til at nyde på det nordiske marked, vil være presset på Fyn – også når vi ser tre-fem år ud i fremtiden” siger han.
Rynkeby Foods presser i øjeblikket omkring 35 millioner friske appelsiner på fabrikken i Ringe på Fyn.