Falstaff Nordic Restaurant Guide Danmark 2025 indeholder mere end 100 anbefalede restauranter. Under lanceringen i aftes i Malmø uddelte det østrigske kulinariske forlag 11 priser til hvert land. Heriblandt blev Rasmus Munk kåret til ”Chef of the Year”, Helle Lieffroy til ”Sommelier of the Year”, mens Alchemist tog titlen som ”Restaurant of the Year”

I år samledes Danmarks og Sveriges bedste restauranter i Malmø for at fejre lanceringen af Falstaff Restaurant Guide Denmark 2025 og Falstaff Restaurant Guide Sweden 2025. I alt blev 22 vindere kåret, elleve fra hvert land.
Falstaff er det største forlag inden for kulinariske publikationer i de tysktalende lande, Østrig, Tyskland og Schweiz. Forlaget udgiver magasiner med over 84.000 abonnenter, flere gastronomiske guider samt et bredt udvalg af digitalt indhold. Falstaffs speciale har fra begyndelsen været pålidelige anbefalinger af restauranter, vin og hoteller, og de seneste år har forlaget ekspanderet til Italien, Slovenien, Kroatien, Baltikum og Norden. Desuden har Falstaff lanceret det engelsksprogede website Falstaff International og skabt gastronomiske toplister for Europas største byer.
Alchemist og Geranium i top
Årets liste toppes af Restaurant Alchemist og Geranium, begge med 100 point, efterfulgt af Jordnær, Noma og Kadeau Copenhagen med 99 point. Restaurant Vie blev kåret til ”New Restaurant of the Year”, mens to priser tilfaldt profiler fra Søllerød Kro. Rebecca Siri Corbo modtog ”Rising Star of the Year – Kitchen”, mens den levende legende Jan Restorff modtog ”Lifetime Achievement of the Year” for sin lange karriere som en af Danmarks dygtigste restaurantchefer og sommelierer.
”Den svenske og danske restaurantscene er i øjeblikket en af de mest interessante og lovende: innovativ, fuld af kreativitet og med et stærkt fokus på bæredygtige koncepter. For Falstaff er dette grunden til endnu en gang at sætte denne kulinariske destination i rampelyset. Vi er glade for igen at kunne udgive vores velafprøvede og populære koncept med gennem Falstaff Restaurant Guide Nordics,” siger Wolfgang Rosam,” udgiver af Falstaff.
Guiden indeholder i år cirka 120 udvalgte restauranter, alle med en score på 80 point eller højere, hvilket svarer til én til fire gafler. De vurderede kriterier er mad, drikke, service og atmosfære, hvor drikkevarer inkluderer vinliste, alkoholfrie alternativer og cocktails.
Vinderne
Restaurant of the Year: Alchemist
Alchemist har redefineret, hvad en restaurant kan være – ikke kun i Norden, men globalt. Med en enestående kreativitet og et dedikeret team har Rasmus Munk skabt en totaloplevelse, hvor kunst, musik, arkitektur, design og gastronomi smelter sammen.
Restauranten udfordrer sine gæster til refleksion gennem avantgardistiske serveringer, sublime råvarer og fejlfri service, der tilsammen skaber en uforglemmelig oplevelse.
Få steder forener nyskabelse og engagement som Alchemist, der – i en afsidesliggende lagerbygning i København – har skabt noget helt unikt.
Lifetime Achievement Award: Jan Restorff, Søllerød Kro
Jan Restorff har siden 1999 formet Søllerød Kro til at være et af landets mest yndede udflugtssteder for folk, der sætter pris på service i særklasse. Selv kalder han sig for opvarter, og hans professionelle og samtidigt vidunderligt jordnære betjening har gjort ham til en levende legende og mentor inden for faget.
Chef of the Year: Rasmus Munk, Alchemist
Rasmus Munk har med Alchemist skabt en banebrydende restaurant, som i sig selv er et livstykke; men det er slet ikke nok for den ustoppelige kok, der har adskillige projekter rundt om restauranten lige fra daglig mad til hjemløse til ambitiøse bæredygtighedsprojekter og servering af mad i rummet.
New Restaurant of the Year: Vie
Mikkel Maarbjerg trak stikket til restaurationsbranchen, nogle år efter at han blev den første danske kok til at opnå to Michelin-stjerner på restauranten Ensemble. Med Vie er Maarbjerg for alvor tilbage i manegen med en fantastisk restaurant, hvor de bedste sæsonbetonede råvarer serveres i smukke og hyggelige rammer i Nordhavn i København.
Service of the Year: Geranium
Betjeningen på Geranium glider med imponerende præcision, uden at det på noget tidspunkt bliver mekanisk og indstuderet. Det skyldes det fremragende hold af tjenere og sommelierer, som lader deres hjertevarme personlighed og dygtighed skinne igennem. Uanset om man er nybegynder eller garvet gastronom, føler man sig i de bedste hænder på Geranium.
Sommelier of the Year: Helle Lieffroy, Lieffroy
Helle Lieffroy formår som få at forene en enorm teoretisk og praktisk viden om vin med evnen til at formidle det til gæsten på en jordnær og indlevende måde, som får alle til at føle sig i de bedste hænder på Lieffroy.
Sustainability Award: Moment
Moment skubber grænserne for bæredygtighed med en videnskabelig tilgang til mad og materialer. Samarbejdet med en bred vifte af eksperter sikrer ansvarlige valg fra jord til bord. Med køkkenchef Fabrizio Ferla ved roret er det kulinariske niveau kun blevet endnu højere.
Rising Star of the Year – kitchen: Rebecca Siri Corbo, Søllerød Kro
Rebecca Siri Corbo udmærker sig på Søllerød Kro med præcision og kreativitet, især inden for det søde køkken. Hun har et stærkt konkurrencegen og har allerede vundet flere prestigefyldte konkurrencer.
Rising Star of the Year – service: Andreas Kobs Laursen, Lyst
Andreas Kobs Laursen har en unik evne til at få alle gæster til at føle sig velkomne. Hans belevne og elegante betjening og kommer i dag gæsterne på Lyst i Vejle til gode. I 2024 beviste han sit store talent ved både at vinde Årets Tjener i Danmark og få måneder senere også Årets Tjener i Norden.
Culinary Hideaway of the Year: Kadeau Bornholm
Kadeau Bornholm har udvidet oplevelsen med Eco Beach Camp, luksustelte i klitterne nær restauranten. Gæster får en unik overnatning tæt på naturen – uden at gå det mindste på kompromis med komfort.
Easy Eating of the Year: Bar Vitrine
Vinbaren Bar Vitrine er stedet, man har utrolig svært ved at forlade, når først man har sat sig ned. Riccarco Marcon har skabt et fantastisk sted med et vidunderligt naturvinsdrevet vinkort og et væld af delevenlige serveringer med indisk og asiatisk accent.