Virksomheder vil gerne tale om bæredygtighed, men for den enkelte forbruger er det ikke altid gennemskueligt, hvad begrebet dækker over. Er det isoleret til bionedbrydelig emballage, eller er der tale om en bæredygtig værdikæde?
Hos kafferisteriet CleverCoffee hænger specialkaffe og kvalitet uløseligt sammen med at drive en ansvarlig forretning. Her taler de ikke blot om bæredygtig kaffe, men om ansvarlighed hele vejen rundt. I bund og grund arbejder CleverCoffee for at ændre kaffeindustrien til det bedre – både for kaffefarmene og for miljøet. De dokumenterer deres indsats løbende, bl.a. med deres B Corp-certificering.
– Det ligger i vores DNA at være en så ansvarlig virksomhed som muligt på alle parametre. Vi prioriterer tiltag, der gør det muligt for os at skrue på knapperne og drive vores virksomhed på den måde, der er bedst for verden. Vi kan ikke bare tale om bæredygtighed. Derfor er det altafgørende for os, at arbejde databaseret og være transparente, siger direktør og medejer i CleverCoffee Lars Frello.
Og netop derfor har CleverCoffee indgået et nyt samarbejde, der netop giver dem en ekstra knapper at skrue på. De vil forbedre deres strømforbrug ved hjælp af data.
Løsningen hedder Grønt Aftryk og er udviklet af den aarhusianske IT-virksomhed Systemate. Tanken er: Hvad, der kan måles, kan forbedres.
– Mange ved ikke, hvor de skal starte i den grønne omstilling. Man er kommet langt, men vi har faktisk viden på området, der kan bidrage til nemmere og bedre løsninger. CleverCoffee er en ansvarlig virksomhed, der gerne vil sørge for, at fra jord til den endelige kop kaffe, er det en god forretning for alle – også jorden – og der kommer vi ind i ligningen, siger Morten Randrup, Head of Business Development ved Systemate.
Grønt Aftryk giver virksomheden konkrete data for, præcis hvordan deres energiforbrug er.
Ikke noget med svært afkodelige miljømærker – efter en kafferistning har CleverCoffee viden om, præcis hvor meget energi, der er brugt. Og den oplysning kan kunden også få.
Men viden er forandring. Og hvorfor riste kaffe klokken 15, hvis strømmen er grøn klokken 7? Grønt Aftryk giver som det første digitale redskab virksomheder mulighed for både at få et fuldstændigt transparent overblik over deres energiaftryk, samtidig med det foreslår, hvordan aftrykket kan forbedres. Og for CleverCoffee kræver det så lidt som et login med NemID på iPad’en, så er de rå data klar.
– Når vi måler, hvilket aftryk, vi reelt sætter, så har vi en mulighed for at ændre det – hvis vi ikke har den præcise viden, så er det gætværk det hele. Vi skal turde at gøre noget, ingen andre har gjort før os. Og så kan vi forhåbentlig vise de store spillere, hvordan det skal gøres, afslutter Lars Frello.