Efterspørgslen på kaffe stiger verden over, og Danmark er blandt de mest kaffedrikkende lande. Men den voksende efterspørgsel og klimaforandringer fører til rydning af skov. For at gøre kaffeproduktionen mere ansvarlig, er 37 aktører i den danske kaffealliance gået sammen. De rejser nu til Kenya for at finde løsninger, der kan beskytte naturen og hjælpe de millioner af mennesker, der lever af kaffeproduktion.
Selvom Danmark ofte hyldes som en klimafrontløber, halter vi bagefter, når det gælder vores aftryk globalt. Især inden for kaffe – en vare, hvor danske forbrugere rangerer blandt de mest kaffedrikkende i verden. Men bag den velduftende drik gemmer sig alvorlige problemer: bønderne oplever faldende indtægter på trods af stigende efterspørgsel, og kun 10 % af salgsprisen når tilbage til dem, der dyrker kaffen. Mange steder leder produktionen til afskovning og udledning af kemikalier.
“Gennem vores kaffeforbrug sætter vi et markant aftryk på kloden. Vi har derfor et ansvar for at sikre, at denne påvirkning ikke sker på bekostning af naturen, klimaet eller forringer levevilkårene i andre lande. Det kræver, at både den danske regering og virksomhederne har ambitioner for den globale klimaindsats. I alliancen er ambitiøse virksomheder gået sammen og har sat mål for omstillingen af deres globale værdikæder. Det er helt unikt, fordi godt 80% af markedet går forrest og vil det her,” udtaler direktør i Etisk Handel Danmark, Nanna Callisen Bang.
Kaffeproduktionen skaber millioner af jobs i Afrika
Imens der i Danmark bliver diskuteret, om prisen for en kop kaffe er for dyr, får mange kaffebønder en urimelig lav løn og arbejder tilmed under ringe vilkår. Omkring 125 millioner mennesker er globalt afhængige af kaffeproduktion som indtægtskilde. Men på trods af øget efterspørgsel på kaffe, er priserne til kaffebønderne faldet siden 2016. Derimod er bøndernes produktionsomkostninger stigende.
Den nye ambitiøse bæredygtighedslovgivning fra EU vil øge fokus på menneskerettigheder, klima og miljø i globale værdikæder. Men vi ser allerede nu, at den nye lovgivning kan gøre det svært for mindre producenter i lande som Kenya at sælge deres kaffe på det europæiske marked. Spørgsmålet er, om de vil miste deres jobs og indtægter?
De høje omkostninger ved omstilling til en mere bæredygtig produktion og sporbarhed i værdikæden kan udelukke de små producenter fra det europæiske marked. De oplever udfordringer med jordrettigheder, adgang til lån eller organisering. Det kan i sidste ende true deres levebrød, færre børn kommer skole og svækker samtidig indsatsen for at beskytte natur og skovområder, hvor de spiller en central rolle.
Fremme en ansvarlig værdikæde
Kaffealliancen arbejder på tværs af virksomheder, NGO’er, supermarkeder og forskere for at fremme en mere ansvarlig og bæredygtig værdikæde. Målet er at forbedre kaffebøndernes levevilkår, beskytte biodiversiteten og styrke klimatiltag. Som led i denne indsats rejser alliance-medlemmer nu til Kenya for at få indsigt i bæredygtige produktionsmetoder, og hvordan små producenter kan støttes bedre gennem forberedelse til ny bæredygtighedslovgivning og leverandørsamarbejde.
“Vi har et ansvar for at bidrage til udviklingen af mere bæredygtige forsynings-og værdikæder i de lande, hvor millioner af mennesker er afhængige af deres indkomst fra produktionen af kaffe, kakao og avocadoer. De nye bæredygtighedskrav må ikke resultere i, at vi efter årtiers samhandel fravælger leverandører fra netop de lande, der har størst behov for handel og investeringer. Disse partnerskaber er afgørende for at understøtte deres overgang til mere bæredygtige produktionsmetoder,” siger Nanna Callisen Bang.
Det er netop derfor, at alliancens medlemmer rejser til Kenya for at mødes med afrikanske producenter, eksportører, myndigheder, eksperter inden for skovlandbrug og den danske ambassade i Kenya, så vi sammen kan styrke samarbejdet og finde konkrete løsninger, der gavner både producenter og klima.
Med 37 aktører bag sig arbejder alliancen målrettet for at nytænke kaffeproduktion og handel.