Det Økologiske Spisemærke genopstår efter finansieringen til mærkningen blev sløjfet på Finansloven, der blev præsenteret den 27. november. Nu har regeringen alligevel fundet penge til at føre mærket videre i et år.
Det kom som et chok, da regeringen fremlagde Finansloven for 2024 og Det Økologiske Spisemærke ikke var en del af den. Men nu er der gode nyheder. Regeringen har valgt, at Det Økologiske Spisemærke skal leve videre i 2024.
”Det er en vidunderlig nyhed! Jeg er rigtig glad for, at regeringen har ombestemt sig og opdaget at spisemærket er et vigtigt værktøj for rigtig mange. Vi har kæmpet for, at Det Økologiske Spisemærke skal bevares. Danmark har i den grad behov for et mere bæredygtigt landbrug og med det en mere bæredygtig tallerken,” siger Louise Køster, der er forperson i Økologisk Landsforening.
”Økologi leverer på flere parametre samtidig, fx rent drikkevand; da økologer ikke bruger sprøjtegifte, vi har høj dyrevelfærd og der er mere liv i og omkring de økologiske marker. Vi skaber rene fødevarer med god samvittighed, som køkkener med Det Økologiske Spisemærke laver til lækker, planterig mad, samtidigt med at deres madspild sænkes væsentligt.” fortsætter hun.
Regeringen har fundet lige under 3 mio. til at videreføre kontrollen af mærket, men det er overladt til organisationerne at stå for markedsføringen af mærket.
”Vi er ikke færdige med at kæmpe for Det Økologiske Spisemærke. Bevillingen er for ét år, så vi skal i arbejdstøjet og blive ved med at vise, at spisemærket er en vej mod grønnere og mere bæredygtig madlavning” siger Louise Køster.
Økologisk Landsforening har heldigvis ikke kæmpet alene. Da regeringen fremlagde deres økologistrategi uden Det Økologiske Spisemærke, var det 13 aktører, der udkom med en fælles reaktion, og de sociale medier har flydt over med opråb. Vi er mange, der vil økologien og ser den som en vigtig del af fremtiden.