
Den nye pilsner Carlsberg Humle markerer et videnskabeligt humleår for Carlsberg. Øllet er brygget på Cascade-humle og som noget helt specielt på humleolie for at fremhæve aromaen uden for meget bitterhed.
Historisk set har Carlsberg fortrinsvis benyttet humle fra Hallertauer-distriktet i Sydtyskland i sine pilsnere, hvilket den klassiske Carlsberg Pilsner, der blev lanceret i 1904, er et godt eksempel på.
– Men mange vil gerne ud af tryghedszonen med hensyn til øldrikning, fortalte Christina Földes, der er ansvarlig for markedsføringen af Carlsberg Humle ved en prøvesmagning i Carlberg-laboratoriet i Valby. Hun forklarer, at den nye øl er brygget på den nordamerikanske Cascade-humle og brygget med humleolie, hvor man udnytter humle-koppernes styrke og smag, men hvor bitterheden ikke bliver så fremtrædende som ved andre øl brygget med denne humletype.
I grundlæggerens fodspor
– Med Carlsberg Humle er vi igen gået i vores grundlæggeres videnskabelige fodspor, men på en helt anden måde, end vi gjorde med Carlsberg 1883. Vi har længe ønsket at brygge en let, velafbalanceret pilsnerøl med mere humlesmag uden at øge hverken bitterhed eller alkoholprocent. Resultatet er Carlsberg Humle, som er en ufiltreret pilsner med naturlige smagsnuancer, fortsatte Christina Földes, der betegner Carlsberg Humle som en smuk, aromatisk lillebror til den mørke lagerøl Carlsberg 1883.

Humleforskningen er i fokus
Carlsberg Humle er udviklet i et tæt samarbejde mellem Carlsbergs udviklingsteam og forskerne i Carlsberg Laboratorium. Som navnet mere end antyder, var målet at skabe en pilsner med så meget af humlens aroma som muligt. I de seneste par år er der arbejdet intenst med humleforskning og humleforædling, og forskerne har blandt andet eksperimenteret med humleolier for at give øllet markante aromaer uden samtidig at øge bitterheden.
Forædlingschef Pai Rosager Pedas slog fast, at Carlsberg går et stort humleår i møde på laboratoriet:
– Vi arbejder på at frembringe nye aroma-humlesorter med helt nye og spændende profiler. Og gerne humletyper, der kan dyrkes i Skandinavien.
Teamet på Carlsberg er en del af et internationalt sekvenseringsprojekt af humle-genomet som opfølgning på sekvenseringen af byg-genomet for to år siden.
– Vi ønsker at lære humle-genomet bedre at kende for at kunne brygge bedre øl med yderligere aroma til øllet, påpegede Pai Rosager Pedas og tilføjede, at humleolie er en ekstraktion af de essentielle aromakomponenter fra humle-kopperne, hvilket sikrer en helt anden aromaprofil, end man er vant til.
Noget helt andet
FødevareFOKUS’ udsendte og de øvrige fremmødte til prøvesmagningen var enige med brygmester Zoran Gojkovic, der er chef for bryggevidenskab og -teknologi på Carlsberg, i, at den nye Carlsberg Humle har tydelige, behagelige humlenoter uden at være overdøvende. Brygmesteren fremhævede blandt andet, at også skummet er fyldigt og meget aromatisk.
– Derudover har pilsneren tydelige, smukke humlenoter, som ikke er overdøvende. Det skyldes ikke mindst brugen af Cascade-humleolierne, sagde Zoran Gojkovic, der betegnede humleolie ”som humlens essens og sjæl koncentreret i få uhyrligt dyre dråber”.
– Det har resulteret i en smag, der er god, fornøjelig og varig.
En beskrivelse, som alle de fremmødte kunne give ham ret i.

En øl til folket
Christina Földes lægger vægt på, at Carlberg Humle ikke markedsføres som en specialøl, men som ”en øl til folket”. Og folkets smag har ændret sig en smule.
– Der er mange, der gerne vil have noget mere smag, men tilsvarende er der mange, der bliver forskrækkede over bitterheden i mange af de øl, der smager mere af humle end de traditionelle pilsnere, siger hun.
På spørgsmålet om, hvordan øllen vil blive prissat, svarer Christina Földes, at man som producent anbefaler, at den bliver prissat som Carlsberg 1883, der er den seneste øl under Carlsberg-mærket, og som tog over en procent af markedet i Danmark på mindre end seks måneder.
– Og Carlsberg Humle har bestemt kvaliteterne til at gøre det samme, mener hun og suppleres af Zoran Gojkovic, der mener, den nye øl både egner sig til at drikke alene og sammen med talrige former for mad.