Juleborde med sprødstegt and, flæskesteg, hvide kartofler og risalamande er noget, de fleste af os ser forventningsfuldt frem til. Men rigtig meget af den traditionsrige julemad ender i skraldespanden, viser en ny undersøgelse. Knap hver fjerde dansker smider nemlig mere mad ud i julen end på andre tider af året.

For de fleste danskere er december lig med god julemad – og meget af det. Men på trods af danskernes stigende fokus på madspild de senere år, ender rigtig meget af julens flæskesteg, rødkål og kartofler i skraldespanden.
En ny landsdækkende undersøgelse foretaget af den globale måltidskasseleverandør HelloFresh viser, at knap hver fjerde dansker smider flere madvarer ud i julen end på andre tider af året. Og det er selvom undersøgelsen også viser, at cirka 80 procent spiser rester i løbet af juletiden.
HelloFresh åbnede i Danmark i juni med landsdækkende levering af måltidskasser, fokus på madspild og et varieret sortiment til hverdagens aftensmåltid. Med undersøgelsen har HelloFresh set nærmere på danskernes madvaner i julen, herunder vores holdning til madspild og rester fra julemaden.
– Julen er en særlig tid for de fleste danskere. En tid, hvor vi blandt andet kan få lov til at nyde alle vores julefavoritter sammen med vores kære. Men desværre kan vi også se, at der især i juletiden, bliver smidt rigtig meget mad ud. Madspild er en stigende udfordring og noget, som vi ønsker at sætte endnu mere fokus på, siger Kristian Hald, adm. direktør for HelloFresh i Danmark og Sverige.
Den dårlige samvittighed
Tendensen til at smide mere mad ud i julen er heller ikke tilfredsstillende for danskerne selv. Ifølge undersøgelsen har 70 procent af de adspurgte det dårligt med at smide mad ud. Derfor vil HelloFresh lave et nyt opskriftsunivers, som en del af kampagnen ’Opskriften på en grønnere jul’, der skal inspirere til, hvordan man får mest muligt ud af sine julerester og dermed tænker sig en ekstra gang om, inden resterne smides i skraldespanden.
– Vi kan blandt andet se, at flæskesteg, rødkål og hvide kartofler er nogle af de rester, som danskerne har flest af efter julefrokosterne, og derfor vil vi skabe et univers med opskrifter baseret på netop disse rester og ingredienser, der ellers ville være endt i skraldespanden. Det er et initiativ, som vi håber, kan hjælpe danskerne med at genbruge de mange gode julerester, som slet ikke behøves at være kedelige, men tværtimod kan give mulighed for at danskerne kan nyde flere af andre favoritretter, siger Sara Hoffgaard, Culinary Manager.
Initiativet vil blive lanceret i Danmark og Sverige, og til hvert land vil der blive udviklet seks opskrifter baseret på data omkring, hvilke ingredienser danskerne og svenskerne køber mest af og smider mest ud af, samt tidligere undersøgelser af deres favoritkøkkener. Opskrifterne vil indeholde inspiration til både morgenmaden, frokosten og aftensmaden.
OM UNDERSØGELSEN:
Undersøgelsen er foretaget af analyseinstituttet Censuswide for den globale måltidsleverandør HelloFresh.
Der er gennemført i alt 1000 interviews på tværs af hele landet, blandt danskere over 18 år.