I løbet af de månedlange Corona-nedlukninger har [opfind.nu] Opfinderrådgivningen på Teknologisk Institut set en markant stigning af henvendelser fra opfindsomme borgere. Opfindelserne har været så gode, at det har ført til en fordobling af aftaler om nye opfindelser, som sættes i produktion i danske virksomheder. Det viser helt nye tal fra Opfinderrådgivningen. Blandt opfindelserne er en ny metode til at servere skiveskåret ost.
-I 2020 har vi haft et ekstraordinært travlt år. Både hvad angår hvor mange borgere, der har henvendt sig med nye opfindelser og antallet af opfindelser, hvor det er lykkedes at lave licenskontrakter med danske virksomheder. Det ser ud til at Corona-nedlukningerne har haft en positiv effekt på borgernes opfindsomhed og deres tid og lyst til at gøre noget ved det, siger lederen af Opfinderådgivningen, forretningsleder Nikolaj Ilsted Bech, Teknologisk Institut.
Indkapslet skiveskåret ost
Tre af licensaftalerne er direkte Corona-relaterede; en bærbar løsning til håndsprit, en ny type håndtag, Armtag, som giver mulighed for bedre hygiejne ved kølediske i supermarkeder – samt Slice Drop, som kan give forbedret hygiejne ved pålæg med fx hotel- og restaurations-buffeter og andre steder, hvor der er brug for skiveskåret pålæg.
-Under Corona-nedlukningen har vi på vores motel været nødt til at gentænke servering ved buffeten. Pålæg som ost står typisk fremme, hvor alle kan røre ved den. Med Slice Drop kan osten kapsles ind og sættes på buffeten, fortæller opfinderne af Slice Drop, Henrik Hansen og Michael Fehrn som har mødt hinanden gennem restaurationsbranchen, hvor Henrik er ejer af Wittrup Motel og Michael er kommet i mange år og haft salg af køkkenmaskiner og projekter.
Henrik Hansen og Michael Fehrn har indgået en aftale med leverandør til storkøkkener, Brønnum, om at færdigudvikle Slice Drop og få den ud i Europa til de ostespisende lande. Samtidig har begge idemagere flere ting på tegnebrættet.
I 2020 er Opfinderrådgivningen nået i mål med 25 kommercialiseringer af opfindelser, hvilket er dobbelt så mange som de normale 12-13 kommercialiseringer om året. Også antallet af henvendelser har været markant højere. I 2020 har Opfinderrådgivningen fået ca. 1.000 indkomne opfindelser mod normal ca. 700. Særligt efteråret har været travlt. Alene i november måned henvendte 140 opfindere sig med gode idéer. Det er dobbelt så mange som i en gennemsnitlig måned, hvor Opfinderrådgivningen får godt 60 til 70 henvendelser.
Opfinderrådgivningen på Teknologisk Institut har eksisteret siden 1972 og er støttet af Uddannelses- og Forskningsstyrelsen.