Mandag leverede Sebastian Holberg Svensgaard en kraftpræstation ved det store uofficielle VM for kokke – Bocuse d’Or-finalen i Lyon. Det blev til en flot andenplads. Det flotte resultat er med til styrke dansk føreposition i gastronomi, mener Landbrug & Fødevarer.
Sebastian Holberg Svendsgaard deltog mandag som Danmarks kandidat ved det uofficielt verdensmesterskab for kokke, Bocuse d’Or 2025 i Lyon. Her blev det til en flot sølvmedalje. Guldet gik til Frankrig, mens Sverige tog bronze.
”Sebastian og holdet leverede en flot indsats. I år var det et enormt talentfuldt og tæt felt, og marginalerne var små. Derfor er resultatet en flot præstation af hele det danske hold, som kan være meget stolte over den flotte andenplads,” siger konstitueret adm. direktør i HORESTA, Jeppe Møller-Herskind.
Fransk fokus i år
Det har været tydeligt at se, at blikket i år har været rettet mod det traditionelle franske køkken.
Sebastian og teamet leverede først en tallerkenret bestående af en selleriduo, garneringer af bladselleri og hertil tyrkisk ørnefisk med hummer, hvortil der blev serveret en hummer-sabayon. En lille time senere blev en smuk fadservering leveret, hvor opgaven var at forene råvildt med foie gras og forseglede ravioli med consommé af dyr og smagt til med te. Fadretten blev præsenteret på et smukt forgyldt fad, som er lavet af en dansk guldsmed.
”Danmark leverede to flotte serveringer, som bragte dem til denne fornemme podieplacering. Niveauet har været tårnhøjt, og det er en præstation, der fortjener stor anerkendelse. Det betyder enormt meget, at et land af vores størrelse kan være med blandt verdens bedste. Det har positiv betydning for gastronomien og for turismen i Danmark,” siger Jeppe Møller-Herskind.
Bliver spændende at følge
Den bare 26-årige Sebastian er blevet mange erfaringer og nu en flot Bocuse d’Or-medalje rigere.
”Hele holdet har leveret en flot indsats for Danmark, og der er ingen tvivl om, at vi kommer til at se meget mere til Sebastian de kommende år. Det bliver spændende at følge hans videre rejse herfra. Der er ingen tvivl om, at han inspirerer hele Danmark og fremtidens kokke på en dag som i dag,” afslutter Jeppe Møller-Herskind.
Danmark har gennem årene leveret flotte indsatser ved den prestigefyldte Bocuse d’Or konkurrence i Lyon – også kendt som det uofficielle VM for kokke. Siden år 2000 er det blevet til tre guldmedaljer, fire sølvmedaljer og én bronze, selvom konkurrencen kun bliver afviklet hvert andet år. Og nu altså en sølvmedalje mere til samlingen, hvilket er med til at cementere dansk status som gastromisk stormagt, mener Mette Jasper Gammicchia, formand for Bocuse d’Or Akademiet og afdelingschef i Landbrug & Fødevarer:
”Dansk succes i internationale kokkekonkurrencer som Bocuse d’Or understøtter både talentudviklingen i dansk gastronomi og synliggør kokkefaget samt det høje tekniske niveau, som kandidaterne præsterer. Det smitter positivt af på hele fødevareerhvervet, skaber opmærksomhed om vores høje standarder i udlandet og styrker udviklingen af bæredygtige kvalitetsfødevarer. Forhåbentlig kan en dansk topplacering også inspirere flere til at vælge kokkefaget og bidrage til øget rekruttering.”
Danmarks hold til Bocuse d’Or 2025
- Sebastian Holberg Svendsgaard (kandidat og kok)
- Phillip Nilsen (commis)
- Ronni Mortensen fra (holdcoach og tidligere Bocuse-deltager)
- Francis Cardenau (jurymedlem)
- Magnus Rosendahl (hjælper)
- Olivia Jensen (hjælper)
- Gustav Spurré (hjælper)