I anledning af Dannebrogs 800-årsfødselsdag og 100-året for Estlands uafhængighed åbnede Hendes Majestæt Dronningen en udstilling i Tallinn arrangeret af Frederiksborg og Tallinn Bymuseum. Samtidig lanceredes et dansk-estisk forskningsprojekt med støtte fra Carlsbergfondet. En helt speciel Dannebrogs-øl er brygget til lejligheden.
Lørdag den 15. juni 2019 åbnede HM Dronningen en kulturhistorisk udstilling i Kiek in de Kök. Udstillingen er blevet til i et samarbejde mellem Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg og Tallinn Bymuseum. Udstillingen fortæller om den dansk-estiske historie fra slaget ved Lyndanisse (nu Tallinn) i 1219, hvor Dannebrog ifølge legenden faldt ned fra himlen, og om den tid, 1219-1346, hvor danske konger regerede i Estland. Udstillingen viser, hvordan Dannebrog sidenhen er blevet brugt som symbol både i Danmark og Estland. Fra Valdemarerne og frem til i dag bruges Dannebrog og de tre løver som kendemærke for Danmark i begge lande, og de er med til at binde de to nationer sammen.
Særlig bryg til en særlig anledning
I anledning af jubilæerne har Carlsberg Laboratorium brygget en samarbejdsbryg for det estiske Saku-bryggeri i Tallinn og Husbryggeriet Jacobsen i Carlsberg Byen i Valby. Samarbejdsbryggen, der har fået navnet ”Dannebrog Bryg 1219-2019”, blev serveret ved åbningen af den kulturhistoriske udstilling. Brygmester Tarmo Tappo fra Saku-bryggeriet i Tallinn, som er grundlagt i 1820, har udvalgt honning, birkesaft og multebær til bryggen, og bygmalten, den specielle røde byg og humlen er udvalgt af brygmester Morten Ibsen fra Husbryggeriet Jacobsen. Det er Carlsberg Laboratoriums brygmester, Erik Lund, der har brygget øllen. Ifølge Erik Lund stammer Dannebrogsbryggens flotte røde farve udelukkende fra brugen af rød byg. Smagen er frugtig med et strejf af røde bær, som efterfølges af en let syrlighed fra multebærrene og afsluttes med en behagelig humlearoma.
Dansk-estiske relationer styrkes
For Carlsberg har det været en ære, at være med til til at fejre Dannebrogs fødselsdag.
– Det er en ære at få lov til at fejre Dannebrogs 800-årsfødselsdag og 100-året for Estlands uafhængighed sammen med Hendes Majestæt Dronningen med en fantastisk udstilling om den helt specielle forbindelse mellem Danmark og Estland og med en samarbejdsbryg, brygget på Carlsberg Laboratorium, der illustrerer de gode relationer, vores nationer har til hinanden, siger Professor Flemming Besenbacher, formand for Carlsbergfondet og bestyrelsesformand for Carlsberg Group.
I anledning af jubilæet har Carlsbergfondet støttet et forskningsprojekt, hvor to postdoc stipendiater, en estisk og en dansk, de næste to år sammen skal udforske den dansk-estiske fælles historie. Projektet har fået navnet ”HM Queen Margrethe II’s Distinguished Research Project on the Danish-Estonian Common History”, og de to forskere fik officielt overdraget stipendierne af Dronningen ved udstillingens åbning. Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg og Tallinn Bymuseum skal i fællesskab huse forskningsprojektet, og de to museer underskrev desuden en samarbejdsaftale på dagen.
– Det glæder mig, at Carlsbergfondet samtidig kan lancere et forskningsprojekt, hvor to postdoc-stipendiater, en estisk og en dansk, de næste to år sammen skal udforske den dansk-estiske fælles historie på netop de to museer, Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg og Tallinn Bymuseum, der står bag udstillingen, vi åbner i dag, sagde Professor Flemming Besenbacher ved fejringen.