Når der de næste to år skal uddeles stjerner og anden hæder fra Michelin til nordiske restauranter bliver det med Danmark som værtsland. Uddelingen sætter endnu engang Danmark på det gastronomiske verdenskort, hvor Anneberg Kulturpark i Odsherrede bliver værter i 2025, mens København bliver værter året efter.
Hvert år hylder og belønner MICHELIN Guide Nordic Countries udvalgte restauranter fra hele Norden, og traditionen tro danner de nordiske lande skiftevis ramme om den storslåede ceremoni. I de kommende to år, er det Danmarks tur til at skubbe vores gastronomiske styrke helt frem på den internationale madscene i forbindelse med uddelingen af de anerkendte Michelin-stjerner, Bib-Gourmander og særlige anbefalinger.
Det glæder Morten Dahlin, der er Minister for byer og landdistrikter, Kirkeminister og minister for nordisk samarbejde:
“Danmark er kendt for restauranter i verdensklasse, og Michelin-stjerner til restauranter på tværs af landet bidrager til at styrke Danmarks brand og tiltrækker turister fra hele verden. Med uddelingen af de nordiske Michelin-stjerner i 2025 og 2026 sætter vi endnu mere fokus på gastroturismen. Et bredt udbud af gastronomioplevelser er både vigtigt for turisterne og bidrager i høj grad også til stærke lokalmiljøer i byerne og i resten af landet”.
Fra jord til bord
Danmark har de seneste årtier forvandlet sig til en af verdens førende gastronomiske destinationer. Fra at være et lille land i periferien af den globale madscene, er Danmark nu et mekka for madentusiaster fra hele verden, der ønsker at udforske, opdage og nyde exceptionelle madoplevelser. Men eventyret handler ikke kun om mad – det handler om natur, innovation og en tæt forbindelse mellem dem, der producerer og tilbereder råvarerne. Et eventyr, Danmark som værtsland, skal understøtte med madoplevelser, der forkæler alle smagsløg over de næste to år.
Det har været et stort og langvarigt arbejde at få værtskabet til Danmark to år i træk, siger Mia Nyegaard, Kultur- og fritidsborgmester i Københavns Kommune:
”I mere end et år har vi kæmpet for at få den nordiske Michelin-uddeling til København og Odsherred. Det er stort, at det nu bliver til virkelighed. København har i løbet af de sidste 15 år opnået international berømmelse som madby, og Michelin-restauranterne er gastronomiske fyrtårne, der har været med til at løfte og udvikle København og hele den danske madscene. At vi nu får uddelingen af de nordiske Michelin-stjerner til Danmark i 2025 og 2026 er en kæmpe cadeau og vigtigt i forhold til at videreudvikle hovedstaden og Danmark som gastronomisk topdestination til gavn for både erhvervet og turismen. Derudover bliver det vigtigt at sætte fokus på madkultur med en række aktiviteter, der skal give et indblik i, hvor den mad, vi spiser, kommer fra. Og introducere børn og unge til madfaglige uddannelser. Det bliver spændende at følge det hele.”
Fødevarefestival i Odsherred
I 2025 bliver Anneberg Kulturpark i Odsherred mødested for gastronomiens stjerner. De smukke bygninger, der tidligere blev brugt som psykiatrisk hospital, åbnede dørene for en mangfoldighed af kunst, kultur og historie I 2018 – med et særligt fokus på gastronomi og lokal fødevareproduktion og – forædling.
Her finder man bl.a. Restaurant MOTA, der fik sin første Michelin-stjerne i 2022.
Forventningerne er store og for at understrege betydningen af værtskabet, vil der i Anneberg Kulturpark blive arrangeret en fødevarefestival rundt om selve uddelingen i juni samt afholdt en række individuelle arrangementer i Odsherred hen over 2025.
Stjerner fra Tivoli i 2026
I 2026 flytter MICHELIN Guide Ceremony Nordic Countries til København, hvor forlystelsesparken Tivoli omfavner gastronomiske ildsjæle fra hele Norden. Og her er man iIfølge direktør Susanne Mørch Koch helt klar til at skabe en mindeværdig uddeling af de eftertragtede stjerner i 2026:
”Vi glæder os til at blive værter for Michelin-uddelingen i 2026. Da den gastronomiske udvikling i Tivoli har været meget markant de seneste år, er det en stor glæde for os, at netop Tivoli bliver rammen om fejringen af det ypperste inden for gastronomi, kogekunst og råvarer. København er allerede en af verdens vigtigste madbyer, og Tivolis mål er at spejle den rivende udvikling, byen er i. MICHELIN Guide Nordic Countries bliver endnu et højdepunkt på den fortsatte gastronomiske rejse, restauranter i Danmark og Tivoli er på, og som trækker foodies til forlystelseshaven fra hele verden. Planlægningsarbejdet med Michelin-uddelingen er i gang, og selvom det er for tidligt at sige noget om det konkrete indhold, tør vi godt love, at det bliver en gastronomisk fest, der bliver en stor del af den øvrige fejring i København tilsat masser af Tivoli-magi.”