Det var ordrer i stor skala, der onsdag aften og torsdag morgen tikkede ind fra de danske detailkunder. Sidenhen er efterspørgslen normaliseret på et højere niveau, men markederne i Sydeuropa og foodservice er sandet så meget til, at det kommer til at få konsekvenser på den korte bane for noteringen på de dyr, der går den vej.
Efter Mette Frederiksens pressemøde onsdag aften væltede det ind med ordrer fra det danske detailled i Danish Crown Beef. Efterfølgende kunne Finn Klostermann, administrerende direktør i Danish Crown Beef, berette om ordrer, der var tre gange større end normalt.
På trods af de store og uventede ordrer, er det en tilfreds Finn Klostermann, som fortæller, at man har kunnet imødekomme efterspørgslen.
– Vi har kunnet imødekomme alle ordrerne, fordi vores medarbejdere har leveret en ekstraordinær indsats og fleksibilitet. Det har de vist i hele slutningen af sidste uge og faktisk også ind i weekenden. Situationen i sidste uge vidner også om, at vores mængde og type af råvarer mere eller mindre passer til efterspørgslen i detailledet.
Finn Klostermann forklarer videre, at selvom man allerede søndag fik de første meldinger om, at kunderne igen havde fået en fornuftig lagerbeholdning, og at man derfor så ind i en mere normal hverdag, så vil man stadig se et ordreniveau i Danish Crown Beef, der er højere end normalt.
Ubalance i afsætningen
De store ordrer i detailledet og det generelt forhøjede ordreniveau, ville i en normal verden give det samlede salg et nøk opad. Men i en verden, hvor corona-pandemien har sat store dele af Europa i stå, er det ikke nok.
– Vi kan desværre ikke forvente, at regnskabet går i nul. Selvom vi ser en stigning i detailledet, så er afsætningen i foodservice-sektoren og Sydeuropa så dårlig, at der vil være en ubalance. Den ubalance forsøger vi at manøvrere os bedst muligt ud af, men der vil komme økonomiske konsekvenser på den korte bane, når vi kigger på noteringen på de dyr, der går til de markeder.
Som et forsøg på at få kabalen til at gå op, meddelte Danish Crown Beef og Finn Klostermann i søndags, at landmændene skulle holde på de tunge køer, der er over 350 kg i slagtevægt og er fedme 4-5, som også kaldes restaurantkøer.
– Vi er kommet med den opfordring, fordi vi kan se, at der simpelthen ikke er en efterspørgsel på disse dyr i markedet for gastronomi lige nu. Generelt kommer vi til at se en situation, hvor vi i Danish Crown Beef kommer til at producere mere, end vi kan sælge. Derfor vil der desværre være nogen landmænd, som skal levere mindre end andre, fordi vores varekategorier er så forskellige.
Afslutningsvis fortæller Finn Klostermann, at Danish Crown Beef ønsker at kommunikere tæt med landmændene og vil forsøge at give dem de mest nøjagtige guidelines. Herefter er det så deres egen beslutning, om de vil følge de anbefalinger, eller om de vil slagte deres dyr som planlagt.