Arla uddeler hvert år prisen Årets Madsjæl til en af de særlige ildsjæle, der gør en særlig indsats for at skabe madglæde og kompetencer hos børn og unge. I år gik prisen til Christian Lykou fra Gørding Skole, hvor han underviser børnene i naturen og viser dem, hvordan man producerer mad med omsorg for miljøet.
Christian Lykou modtog i sidste uge Årets Madsjæl-prisen, fordi han gør noget ganske særligt for børnene på Gørding Skole. Her deltager børnene i praktiske aktiviteter som at passe bistader, sætte kartofler, fiske og sanke krydderurter, som de senere bruger til madlavning over bål. Og hans undervisning styrker både børnenes viden om råvarer og deres trivsel – især blandt dem, der ikke trives i traditionelle læringsmiljøer.
“Christian har med sin dedikation og kreativitet en stor indflydelse, der forhåbentlig vil inspirere mange børn og unge til at spise sundere og mere bæredygtigt. For et sundt liv begynder tidligt, og madglæde opstår ikke af sig selv” siger Ann-Camilla Kjæmpe, marketing- og innovationsdirektør i Arla Foods.
Det var Ann-Camilla Kjæmpe, der sammen med Timm Vladimir i dag havde æren af at overrække prisen til Christian Lykou. Hun understregede i den forbindelse vigtigheden af, at rollemodeller som Christian Lykou findes derude i de miljøer, hvor børn og unge færdes:
”Vi er klar over, at interessen for mad ikke nødvendigvis kommer hjemmefra, og for mange børn og unge er det de rollemodeller, de møder, der vækker deres glæde ved madlavning. Derfor er ildsjæle som Christian så utrolig vigtige,”
Prisen som Årets Madsjæl anerkender de personer, der skaber madglæde og sund livsstil blandt børn og unge. Uanset om det er en madmor i børnehaven, en spejderleder, der laver bålmad, eller en lærer, der integrerer sunde snacks i undervisningen, er fællesnævneren en passion for at inspirere næste generation til at værdsætte madens betydning.