Brønnum har i de senere år oplevet stor vækst og samtidig stor interesse for at benytte virksomhedens Food Lab, og det tager man nu konsekvensen af. Derfor arbejder Brønnum på at åbne et nyt Food Lab og Showroom, der efter planen skal åbne ved virksomhedens 150 års jubilæum næste år.
Der har været fuld fart på, siden Brønnums Food Lab for tre år siden kunne byde de første gæster indenfor. Stedet bruges blandt andet til diverse demonstrationer samt gastronomiske events for kunderne inden for restauranter, kantiner, produktionskøkkener m.fl.. Det danner derudover ramme om en bred vifte af gastronomiske rådgivningsydelser samt produkt- og træningskoncepter, som udvikles for og sammen med Brønnums mange kunder.
”Vi har oplevet en overvældende interesse for vores Food Lab ydelser, og vi har derfor besluttet at skabe et helt nyt og endnu større trænings- og oplevelsesunivers, der skal understøtte vores kunders gastronomiske rejse i endnu højere grad end i dag. I de nye rammer kan vi gøre det hele i meget større skala og i endnu mere inspirerende omgivelser. Her kan der nørdes inden for gastronomien i det nyeste udstyr, der kan testes og leges med nye koncepter og med plads til 150 mennesker i samme rum, er mulighederne mange”, lyder det fra administrerende direktør Anders Brønnum-Schou.
Ambitionerne er store, og firmaet KIND Design Agency, der har mere end 20 års erfaring med at skabe indretningsmæssige oplevelser i blandt andet restauranter og detailbranchen, skal stå for indretningen.
”Det nemmeste havde jo været at fortsætte som hidtil, men med dette byggeri tager Brønnum er kæmpe skridt og bringer kundeoplevelsen til et helt nyt niveau. Stedet bliver knudepunkt for alle, der beskæftiger sig professionelt med gastronomi, og det skal naturligvis også afspejles i indretningen, og vi kommer til at arbejde målrettet med at få sat scenen på en helt ny måde og gentænke hele oplevelsen. Alt sammen understøttet af forskellige visuelle og fysiske virkemidler og vi kommer desuden til at benytte en palette af lækre materialer, der matcher Brønnums kvalitetsniveau”, lyder det fra Thomas Jensen, der er stifter og kreativ direktør i KIND Design Agency.
Gastronomisk konsulent står klar til at assistere
Brønnums Food Lab er allerede et levende mødested, hvor der bliver eksperimenteret med et hav af råvarer, og ifølge Anders Brønnum-Schou giver sådanne omgivelser en unik mulighed for at rådgive Brønnums kunder med afsæt i såvel gastronomi som brug af udstyr – og det er den indsats, der nu bliver styrket.
”Det kræver plads at efteruddanne 40 kokke inden for en given disciplin, og vi giver mulighed for, at man kan samle hele flokken i de helt rigtige rammer, hvor der er plads og alskens udstyr og ikke mindst faglig sparring lige ved hånden”, udtaler Anders Brønnum-Schou med henvisning til Food Labs gastronomiske konsulent Philip Kløvborg Grønkjær.
Før Philip kom til Brønnum, har han blandt andet arbejdet som køkkenchef på Kadeau og som gastronomisk chef i Madklubben – og er således en særdeles kompetent sparringspartner med bred ’hands on’ erfaring fra branchen.
”Med Philip ved roret kan Food Lab tilbyde gastronomisk sparring på højeste niveau, som vi i al beskedenhed synes matcher det udstyr, som vi igennem mange år har leveret til branchen” udtaler Anders Brønnum-Schou.
Ønsker at styrke rådgivning
”Står en kunde og har planer om at etablere en ny restaurant, eller ønsker et kvalitetsløft i sin eksisterende forretning, kan det være rart med noget kvalificeret og faglig sparring omkring den gastronomiske retning, økonomi, menu osv. Dér vil det være oplagt at tage fat i Food Lab, og efterfølgende koble sparringen med at bruge vores faciliteter som pop-up restaurant og teste konceptet af, og vores håb er helt klart, at vi ved at stille dette univers til rådighed kan være med til at styrke vores kunder overfor deres slutkunder”, lyder det fra Anders Brønnum-Schou.
Træning i veludstyrede mobile testkøkkener, stormøder, markedsdage, minimesser, afvikling af konkurrencer og undervisning er alt sammen aktiviteter, som de nye faciliteter vil være særdeles velegnede til – og er det ikke muligt at samle alle deltagere på adressen i Herlev, gør AV-udstyr og storskærme det muligt at live-streame, hvad der sker i lokalet til dem, der følger med på en skærm et andet sted i landet
Giver en visuel dimension
”Vi ønsker selvfølgelig, at vores kunder får det optimale ud af deres nye udstyr og bliver bekendt med de mange muligheder, som den nyeste teknologi giver, og der er dette en oplagt mulighed for nemt at nå ud til rigtig mange. At invitere vores kunder indenfor, som vi allerede gør og kommer til at gøre endnu mere i vores nye Food Lab og det nye showroom, giver desuden en ekstra visuel dimension til den individuelle rådgivning. Og at se maskiner og andet udstyr i praksis giver et godt udgangspunkt at tale ud fra og et endnu bedre grundlag for at træffe de rigtige valg”, udtaler markedschef Michael Winkler”.
Den holdning er Karsten Felvang Nielsen enig i. Han er direktør for Food & Beverage i hotelkæden Scandic, og har allerede haft stor gavn af at kunne sende ansatte på kursus hos Brønnum.
”Vi bruger Brønnum mere og mere, og det er dejligt med en samarbejdspartner, hvor vi kan komme med en konkret case og få sparring til f.eks. udvikling af koncepter og ideer, men også hvordan vi udnytter vores udstyr bedre. Vores materiel bliver smartere og smartere, og i en travl hverdag er det svært at finde tid til at sætte sig ind i, hvordan det hele fungerer, og der er Brønnums Food Lab et supergodt sted at sende folk ud og lære og blive klogere. Vi har masser af køkkener selv, men de er jo i drift hver eneste dag, så det fungerer rigtig godt med et eksternt sted, hvor vi kan mødes og dygtiggøre os sammen”, lyder det fra Karsten Felvang Nielsen, der hilser det nye Food Lab velkommen.
”Vi har 30 hoteller med dertilhørende medarbejdere, så for os er det yderst relevant med mere plads, for det vil give mulighed for at samle hele holdet, og det er jo fantastisk”.
Det tætte samarbejde har altså en række fordele og giver desuden et unikt indblik i kundernes ønsker og behov – og mulighed for at skræddersy f.eks. kurser, der taler direkte ind i branchens hverdag og udfordringer, så som de populære kurser i reduktion af madspild, grøn omstilling og hvordan bønner og linser kan bruges til så meget mere end humus og falafel – kurser, man som kunde kan glæde sig til mange flere af.
150-års fødselsdag skal markeres i de nye omgivelser
Planen er at det nye hus står klar om cirka et års tid og gerne inden Oluf Brønnum & Co. A/S skal fejre sin 150-års fødselsdag til september 2024.
Det vil være en fin milepæl og markering af 150 år i branchen samtidig at kunne introducere Brønnums Foodlab version 2 for branchen, venner, kunder, samarbejdspartnere og ikke mindst virksomhedens 160 medarbejdere.