Dagrofa Foodservice melder sig under fanerne hos Netværk for Miljømærket indkøb
Som den første danske fødevaregrossist har Dagrofa Foodservice meldt sig ind i Netværk for Miljømærket indkøb, som Miljømærkning Danmark faciliterer. Miljømærkning Danmark er udpeget af Miljøministeriet til at varetage de officielle miljømærker, Svanemærket og EU-Blomsten, i Danmark.
Netværket består af store danske aktører, som har fokus på at øge efterspørgslen på miljømærkede varer og services – og det er en agenda, som er vigtig for Dagrofa Foodservice.
Zainab C. Ryttersgaard, CSR-projektleder i Dagrofa Foodservice, fortæller:
- Vi vil meget gerne bidrage til, at der bliver skabt øget synlighed om de miljø- og klimamæssige fordele ved at købe varer og services, som er certificeret med Svanemærket. Derfor har vi meldt os ind i netværket, der består af kompetente medlemmer, som har rig erfaring med at drive den her dagsorden fremad – både samfundsmæssigt og i deres respektive virksomheder.
Hun uddyber:
- Et af de centrale mål i vores CSR-strategi er, at vi gerne vil blive endnu skarpere til at fremhæve svanemærkede produkter overfor vores kunder i f.eks. hotel- og restaurationsbranchen. Derfor er det helt oplagt, at vi også kigger indad – og selv arbejder mere systematiseret med at købe ansvarligt ind i forhold til vores egen drift. I den sammenhæng er jeg sikker på, at vi gennem Netværk for Miljømærket indkøb vil få værdifuld viden og sparring.
Martin Fabiansen, direktør i Miljømærkning Danmark, er glad for at have fået Dagrofa Foodservice med ombord:
- Vi glæder os over at kunne byde Dagrofa Foodservice velkommen i netværket. Dagrofa Foodservice har allerede erfaring med at fremme ansvarligt forbrug gennem nogle af de produkter og løsninger, som de tilbyder deres kunder. De ved derfor, at det gør en forskel at stille krav til markedet. Som medlem af netværket viser Dagrofa Foodservice, at de er med at bidrage til den grønne omstilling, når de køber ind til driften – det er i god tråd med, at de også ønsker at inspirere deres kunder til at træffe mere ansvarlige valg.
Indmeldelsen af Dagrofa Foodservice i Netværk for Miljømærket indkøb blev officielt markeret ved netværkets 10-års jubilæumsarrangement den 9. november
Fakta om Netværk for Miljømærket indkøb:
- Netværk for Miljømærket indkøb er et netværk af private virksomheder, der ønsker fokus på ansvarlige indkøb, og som sætter handling bag ordene.
- Miljømærkning Danmark er udpeget af Miljøministeriet til at varetage de officielle miljømærker, Svanemærket og EU-Blomsten, i Danmark.
- Netværkets arbejde bidrager direkte til opfyldelse af FN’s verdensmål 12: Ansvarligt forbrug og produktion.
- Netværket kunne den 9. november 2022 fejre 10-års jubilæum.
- Disse virksomheder er medlemmer: IF Forsikring, Rambøll, Nykredit, Dansk Retursystem, Lyreco, ALLIANCE+, Arbejdernes Landsbank, Anders Andersens Rengøring, Tivoli, Coop, ISS, Ørsted, ATP, IDA, Roskilde Festival og Dagrofa Foodservice.
- Læs mere her: https://www.ecolabel.dk/da/indkoebere/indkoebernetvaerket
Fakta om Dagrofa Foodservice:
- Dagrofa Foodservice er en ledende totalleverandør til foodservicesektoren i Danmark og en del af Dagrofa-koncernen, der i sin CSR-strategi har ansvarligt forbrug som et af sine fokusområder.
- Vi er markedsleder inden for kantiner og hoteller, og vi leverer til mange forskellige kundesegmenter – fra den lokale café til Michelin-restauranter.
- Vi har 30 Cash&Carry-butikker over hele landet og specialistselskaberne Grambogård, HKI Ost og Grøn Fokus. Hovedsædet er på terminalen i Ishøj, og vi har også logistikterminaler i Middelfart, Aalborg og Thisted.
- Læs mere på dgfs.dk