Dagrofa Foodservice hjælper Cooking for a Cause med at samle penge ind til SMILfonden
Næste udgave af Cooking for a Cause er den 28. maj på Comwell Holte, hvor nogle af landets bedste kokke er samlet for at lave lækker mad til deltagerne.
Indtægterne fra billetsalget bliver i år doneret til SMILfonden, der støtter børn med alvorlige og kroniske sygdomme på tværs af diagnoser. Helt konkret kommer pengene til at forsøde børnene og deres familiers liv med nogle gode madoplevelser.
I år er Dagrofa Foodservice, en af Danmarks største fødevaregrossister, med som sponsor af arrangementet.
Kommunikationschef i Dagrofa Foodservice, Lars Hall Bæk Farsøe, siger:
– Cooking for a Cause er et meget sympatisk initiativ. Det er startet af to frivillige ildsjæle, der både brænder for gastronomi og for at gøre en forskel for børn og voksne, som har det svært. Hvert år samler Cooking for a Cause nogle af landets bedste kokke og folk betaler i dyre domme for at få en eksklusiv madoplevelse, hvor indtægterne går ubeskåret til et godt formål.
Han fortsætter:
– Det er et initiativ, som vi meget gerne vil støtte op om. Derfor har Dagrofa Foodservice for første gang i år valgt at være sponsor af arrangementet. Vores bidrag består af, at vi donerer nogle af de råvarer, som bliver brugt i køkkenet. Forhåbentlig bliver der samlet rigtig mange penge ind til SMILfondens gode arbejde.
Billedet er fra tidligere i år, hvor en af initiativtagerne bag Cooking for a Cause Jonas Højlund besøgte CSR Projektleder i Dagrofa Foodservice, Zainab C. Ryttersgaard, på virksomhedens terminal Ishøj.