Kaffeeventyren og iværksætteren Svend Mathiesen flyttede i 1964 sin voksende kaffeforretning fra Aalborg til Aarhus for at bygge nyt risteri og få bedre importmuligheder. Brasil Kaffe Import – i dag BKI Foods – ejes fortsat 100 procent af familien Mathiesen – og de stolte kaffetraditioner videreføres nu af 3. generation.
Siden Svend Mathiesen i 1964 indviede Brasil Kaffe Imports nye hovedsæde og kafferisteri i Højbjerg ved Aarhus, er mængden af rå kaffebønner, der indvejes og ristes, steget støt. Cirka 12.000 tons rå kaffebønner fra flere verdensdele bearbejdes hvert år i det moderne kafferisteri, der i dag er Danmarks største med en omsætning, der nærmer sig én milliard kr.
Mens mange konkurrerende, danske kaffebrands i de senere år er opkøbt af internationale kaffe- og fødevarekoncerner, og kafferisterierne flyttet til bl.a. Sverige, Holland og Italien, er BKI Foods fortsat danskejet – og det bliver virksomheden også ved med at være. Familien Mathiesen ejer 100 procent af kaffevirksomheden:
”Som familieejet virksomhed oplever vi en stor stabilitet og et langsigtet perspektiv for vores forretningsstrategier,” siger CMO Anders Fisker Olesen. Sammen med blandt andre CEO Henrik Aagaard udgør han den daglige ledelse, som varetages af professionelle ledere i samarbejde med familien.
Passionen for kaffen
Passionen for kaffehåndværket, det gode købmandskab og fornemmelsen for nye kaffesmage er opskriften bag én af Danmarks store kaffevirksomheder, BKI Foods.
Stifteren Svend Mathiesen havde næse for både smagen og forretningen. Ideen om at importere kaffebønner direkte fra Brasilien havde han fået under et arbejdsophold i det sydamerikanske. Kaffen kunne derfor ved starten i 1960 sælges til demokratiske priser i konkurrence med de etablerede købmænds dyre bønner.
Efter flytningen til Højbjerg i 1964 kom der for alvor gang i forretningen. Stigende mængder råbønner blev indvejet og ristet. Men for Svend Mathiesen og hans efterkommere har passionen for den gode kaffesmag og kvalitet været den stærke drivkraft, og det er det også for Dorthe Mathiesen, 39 år, der som 3. generation bærer stafetten videre efter farfaren, fasteren Kirsten og faderen Karl.
Dorthe Mathiesen har valgt at arbejde med det mest essentielle – råvaren og kaffesmagen – som produktudvikler i BKI Foods. Her er hun en del af det team, der hver dag smager ca. 300 kopper kaffe for at sikre kvaliteten og smagen af kaffen, inden den sendes ud til kunderne.
Flere forretningsben
BKI Foods står i dag på flere forretningsben – salg til detailhandlen, onlinehandel samt til det professionelle marked. Produktsortimentet er løbende blevet udvidet, og i 2008 skiftede koncernen navn fra BKI til BKI Foods, som foruden kaffe har en meget stor te-forretning med bl.a. Te & Kaffe Specialisten, én af Danmarks største leverandører af kvalitets-te og delikatesser.
Ansvarlighed i dyrkning og produktion er vigtig for kaffevirksomheden. Siden 2018 har BKI Foods samarbejdet med 140 lokale kaffefarmere i Paraíso i Brasilien om at udvikle kaffeproduktionen i en mere ansvarlig retning. Bønnerne herfra sælges på det private og professionelle marked under produktserien BKI Paraíso.