Erhvervsminister Morten Bødskov indviede i starten af oktober Danmarks første center for industriel biofermentering. FermHub Zealand er nu klar til at invitere forskere og iværksættere inden for i Danmarks nye center for forskning og kommerciel udvikling inden for biofermentering af blandt andet fødevarer.
Det var erhvervsminister Morten Bødskov, der mandag den 2. oktober slog dørene op til FermHub Zealand beliggende hos Nordic Sugar og i Den Gamle Sukkerfabrik i Gørlev ved Kalundborg.
Her vil startups, iværksættere og uddannelsesinstitutioner sammen med FermHub Zealand videreudvikle og opskalere biofermenterede produkter, som senere bliver til for eksempel proteiner og sunde omega-3 fedtstoffer.
Det er for eksempel mikroorganismer som alger, bakterier, gær og svampe, der anvendes til at opgradere lokale restbiomasser fra landbruget, blandt andet sukkerroer, og fra fødevareindustrien.
Fasthold talenter og teknologi i Danmark
Testfaciliteterne er de første i industriel størrelsesorden i Danmark, og FermHub Zealand har sammen med sine partnere i Erhvervsfyrtårnet Biosolutions Zealand og Andel fokus på at sikre, at erfaring og teknologi inden for et vigtigt vækstområde forbliver i Danmark.
-De første tests og udvikling af biofermenterede fødevarer foregår i trygge rammer i danske laboratorier. Men hvis arbejdet skal opskaleres og kommercialiseres, så er forskere og iværksættere nødt til at rykke ud af laboratorierne for at afprøve teknologien i større skala. Det har vi hidtil ikke haft mulighed for i Danmark, og derfor købes industrielle tests i udlandet. Det er en kæmpe udfordring og barriere, fordi det er dyrt, og fordi vi sender vigtig knowhow og teknologisk innovation ud af landet. Med FermHub Zealands faciliteter holder vi fast, og sikrer Danmark et forspring, fortæller Lulu Harms Larsen, CEO og en af stifterne og initiativtagerne til FermHub Zealand.
Lokalt og internationalt fyrtårn
Erhvervsministeren indviede FermHub, som optakt til det andet partnerskabsmøde i Erhvervsfyrtårn Biosolutions Zealand, hvor drøftelserne handlede om de videre skridt i udviklingen af samarbejdet og biosolutions som en dansk styrkeposition.
Erhvervshus Sjælland og erhvervsklyngen Food & Bio Cluster Denmark står sammen med Knowledge Hub Zealand og en lang række partnere sammen om at løfte ambitionerne i Erhvervsfyrtårn Biosolutions Zealand.
-Region Sjælland har potentialet til at løfte både en regional og international styrkeposition inden for nye og mere bæredygtige metoder at producere fødevarer og fødevareingredienser på. Med indvielsen af FermHub tager vi et stort skridt frem mod at skabe nye grønne løsninger og en infrastruktur omkring biosolutions, siger konstitueret direktør i Erhvervshus Sjælland, Line Fossing Riel.
Den regionale forandring og de høje ambitioner om at sikre en dansk styrkeposition er medvirkende til, at energikoncernen Andel i januar 2022 gav FermHub Zealand en økonomisk håndsrækning på 10 millioner kroner.
-Det er vigtigt for Andel at skabe værdi for sine 400.000 andelshavere i regionen og samtidig kæmpe for den grønne omstilling. Derfor investerer vi i grønne initiativer til gavn for regionen og de kommende generationer. FermHub Zealands tanker og konkrete initiativer er oplagte muligheder for at styrke regionens position inden for biosolutions og industriel biofermentering, siger bestyrelsesformand Jens Stenbæk.
Erhvervsklyngen Food & Bio Cluster Denmark og Erhvervshus Sjælland har været vigtige samarbejdspartnere for FermHub Zealand i processen med at etablere anlægget. De peger begge på FermHub Zealand som et vigtigt resultat, der er kommet ud af projektet:
-Anlægget repræsenterer en vigtig milepæl for Biosolutions Zealand projektet. Vi har igangsat en etableringen af en række testfaciliteter, og FermHub Zealand er det første, der er åbnet, og anlægget bliver, med sin stærke kommercielle vinkel til stor gavn for videreudvikling af erhvervet på Sjælland. I den næste fase af Biosolution Zealand kommer vi til at arbejde intenst med at udvikle forretningsmodeller hos både eksisterende og iværksættervirksomheder, og her bliver de anlæg, der nu etableres, en helt central brik i udviklingen og godkendelsen af deres produkter, siger Lars Visbech Sørensen, CEO Food & Bio Cluster Denmark.
Vejen til sundere og mere klimavenlige fødevarer
Fermenteringsteknologien fremmer sammen med andre løsninger inden for biosolutions en mere klimavenlig produktion af fødevarer. Produktionsarealet er mindre, da der produceres i høje tanke, og produktionen er uafhængig af vejr og vind.
Teknologien kan anvendes til at producere nye sunde og bæredygtige fødevarer ved at fermentere med mikroorganismer og anvende lokale restbiomasser, for eksempel fra sukkerroer, som ellers sælges som husdyrfoder eller køres i bioanlæg. Dermed er biofermentering en af nøglerne til en bedre ressourceudnyttelse, et bedre vandmiljø, samt omstilling fra sort til grøn energi og øget biodiversitet.
Et konkret eksempel er anvendelse af for eksempel restbiomasser fra netop agroindustrien, som i dag har en meget lille værdi. Efter fermenteringsprocessen er der skabt en højværdi-fødevareingrediens, både ernæringsmæssigt, men også økonomisk. Denne teknologi er et godt supplement til den traditionelle måde, vi dyrker landbrug og producerer fødevarer i dag.
FermHub Zealand blev etableret i 2019 og har nu indviet Danmarks første demonstrations- og opskaleringsfacilitet inden for industriel biofermentering og et vækstmiljø tilgængeligt for startups, SMV’er, vidensinstitutioner og også etablerede virksomheder, der mangler et sted at teste nye, innovative og bæredygtige fermenteringsteknologier bl.a. inden for fødevareudvikling.
Biosolutions Zealand har epicenter på Sjælland og øerne og består af partnerskaber mellem små og store virksomheder i alle 17 kommuner, uddannelses- og vidensinstitutioner og nye og innovationsparate SMV’er og spin-outs/scaleups fra hele landet. Projektet er støttet af EU’s Regionalfond og Socialfond.
Erhvervshus Sjælland er lead på projektet, mens Food & Bio Cluster Denmark er co-lead og har en væsentlig rolle i gennemførsel af projektet. Knowledge Hub Zealand og Kalundborg Symbiose er medlemmer af styregruppen. Videninstitutioner og virksomheder er øvrige deltagere.