Fredag den 16. maj 2025 bliver Torvet i Nykøbing Falster centrum for gastronomisk præcision og kulinarisk kreativitet, når udtagelseskonkurrencen til Bocuse d’Or 2027 afholdes under Madens Folkemøde.

Den internationale gastronomiske scene fik i januar 2025 igen en dansk triumf, da Sebastian Holberg Svendsgaard, Phillip Nilsen og resten af holdet sikrede en imponerende sølvmedalje ved Bocuse d’Or i Lyon – også kendt som de uofficielle verdensmesterskaber for kokke. Nu er tiden kommet til at finde den næste danske deltager, og konkurrencen bliver både intens med et stjernespækket dommerpanel og dygtige kandidater.
Sandart fra dansk akvakultur i fokus
I år bliver udtagelsen til Bocuse d’Or noget ganske særligt for Dansk Akvakultur Producentorganisation (DAPO). Brancheorganisationens medlem, AquaPri, sponsorerer nemlig gourmetfisken sandart til konkurrencen, hvor de fire deltagende kokke skal udfolde deres evner med netop denne unikke fisk.
“Vi er utroligt stolte over, at AquaPri, som er førende inden for opdræt af sandart, har fået mulighed for at sponsorere til denne prestigefyldte konkurrence. Sandarten er en helt særlig fisk – både fordi den er uhyre vanskelig at opdrætte på grund af sin kannibalistiske natur, og fordi AquaPri er den eneste virksomhed i verden, der har udviklet en metode til bæredygtigt opdræt af sandart. Det er verdensklasse innovation, og det glæder mig, at nogle af Danmarks dygtigste kokke får mulighed for at arbejde med denne fantastiske råvare under udtagelsen i Nykøbing Falster,” siger René Christensen, direktør for DAPO.
De fire deltagende kokke er:
• René Trane, Broløkke Herregård
• Jens Vincent, Restaurant Domæne
• Kristoffer Madsen, Molskroen
• Christian Wellendorf Bak, Babette
I månederne op til konkurrencen skal kokkene forberede sig intenst, og publikum kan forvente at opleve en kulinarisk kamp på højeste niveau.
Et stærkt samarbejde for bæredygtig gastronomi
Madens Folkemøde er et samlingssted for samtalen om vores mad og madkultur, og her mødes beslutningstagere, forskere, producenter og borgere for at diskutere de centrale spørgsmål om fødevarer. At udtagelseskonkurrencen til Bocuse d’Or afholdes i Nykøbing Falster under Madens Folkemøde er et stærkt signal om samarbejdet mellem gastronomi og bæredygtig fødevareproduktion.
Om AquaPri og sandartopdræt
AquaPri har siden 2005 haft fuld kontrol over hele opdrætsfasen af sandart – fra æg til spiseklar fisk. I 2016 indviede virksomheden et højteknologisk RAS-anlæg, som gør det muligt at producere op til 700 tons sandart om året. Med en ensartet, høj kvalitet leverer AquaPri frisk sandart til gourmetrestauranter over hele Europa – året rundt.
AquaPris sandart er kendt for sin delikate kødstruktur og høje proteinindhold. Fisken er fri for parasitter og kan anvendes fersk til både sushi og sashimi. Samtidig står opdrættet sandart på den grønne liste hos WWF, hvilket gør den til et bæredygtigt valg.