Uorganisk arsen, som er mest almindelig i ris og i risprodukter, kan være årsag til kræft. Det viser en opdateret risikovurdering fra Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet, EFSA. Det anbefales at sætte ris i blød inden kogning.
Uorganisk arsen kan være kræftfremkaldende og forekommer naturligt i flere fødevarer. Hvis man gennem mange år og dagligt spiser mad med uorganisk arsen – som f.eks. ris – har man en forøget risiko for kræft.
For børn er det særlig vigtigt at mindske indtag af risprodukter som f.eks. riskiks og risdrik, påpeger forskere fra DTU Fødevareinstituttet.
Max Hansen, forsker ved DTU Fødevareinstituttet, forklarer:
“Det er ikke nogen god idé at skifte mælk ud med rismælk eller begynde at spise riskiks, fordi man tror, at det er sundt”.
Sæt ris i blød inden de koges eller dampes
Den største forekomst af uorganisk arsen findes i ris og risprodukter. Vurderingen er dog, at ris kan indgå i en sund og varieret kost.
Men Max Hansen uddyber:
“Man kan reducere uorganisk arsen ved at iblødsætte ris – gerne et par timer før man koger eller damper dem. Man kan også koge ris i ekstra vand og hælde det overskydende vand fra efter kogning. Er tiden knap, kan man i stedet overhælde risene med kogende vand og derved nøjes med at iblødsætte i 15-30 minutter”.
Arsen findes i naturen
Uorganisk arsen forekommer naturligt i jord, vand og fødevarer og er kan være kræftfremkaldende for mennesker.
EU har sat grænser for, hvor store mængder uorganisk arsen, der må være til stede i ris og risprodukter, som er hovedkilden til uorganisk arsen vores kost.
Flere undersøgelser følger
Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet, EFSA, har opdateret en risikovurdering fra 2009 af de risici, der er forbundet med uorganisk arsen. EFSA’s eksperter indskærper, at niveauet af uorganisk arsen fundet i mennesker, fortsat rejser sundhedsmæssige bekymring i forhold til forekomsten af kræft.
EFSA er i gang med at vurdere de potentielle risici, der er forbundet med eksponering fra organisk arsen i fødevarer. Herefter følger en vurdering af de mulige risici ved kombinationen af indtag af organisk og uorganisk arsen.