Kamilla Korsgaard Svane bliver ny Senior Director Foodservice i Arla Danmark.
Kunderne i Arla Foodservice skal vænne sig til et nyt ansigt. Første november 2024 tiltræder Kamilla Korsgaard Svane nemlig som ny Senior Director Foodservice i Arla Danmark.
“Jeg glæder mig meget til at komme ud og møde kunderne og snakke med dem om, hvad de forventer af Arla, og hvordan samarbejdet kan blive endnu bedre fremover. Arla er en virksomhed, der i forvejen leverer meget til mange kunder, men det mindsker ikke behovet for fortsat at udvikle nye spændende produkter og konstant at arbejde på at blive en endnu bedre samarbejdspartner for vores kunder,” siger Kamilla Korsgaard Svane.
Kender kunderne
Selv om hun er ny som Senior Director Foodservice, er hun ikke ny i Arla. Hun har nemlig arbejdet i virksomheden de seneste 4 og et halvt år.
Hun begyndte sin rejse i Arla i 2020 som Head of Commercial Development, og i 2023 indtog hun rollen som Director, Customer Development.
“Det er en klar fordel, at Kamilla allerede kender både Arla og mange af vores kunder, så hun ved, hvad de forventer og efterspørger. Derfor er jeg heller ikke i tvivl om, at Kamilla bliver en succes i jobbet som Senior Director Foodservice, og jeg ser frem til vores fortsatte samarbejde,” siger Managing Director i Arla Danmark, Henrik Lilballe Hansen, om valget af Kamilla Korsgaard Svane.