I 2025 fejrer Økologisk Landsforening, at danskerne har været med til at lukke mere end 42 mio. landbrugsdyr ud under åben himmel. Det er nemlig i år, at det røde Ø-mærke markerer sit 35-års jubilæum, som et helt unikt dansk initiativ til at øge dyrevelfærd, spare mennesker, natur og vandmiljø for pesticider.
Økologisk Landsforening fejrer i 2025 Ø-mærkets 35-års jubilæum sammen med landmænd, fødevarevirksomheder, spisesteder og dagligvarebutikker over hele landet.
Der er nemlig nok at fejre. I de 35 år Ø-mærket har fungeret som statsgaranti for en indsats for en skånsom fødevareproduktion, er mere end 39 mio. fjerkræ, tre mio. grise og næsten en halv million malkekøer blevet lukket ud af staldene. Det viser en beregning foretaget af ØkologiRådgivning Danmark baseret på tal fra Landbrugsstyrelsen.
”Danskerne har al mulig grund til at klappe hinanden på skuldrene. Uden forbrugernes opbakning til det røde Ø-mærke, var vi aldrig nået så langt,” siger Michael Kjerkegaard, forperson i Økologisk Landsforening.
Stor opbakning
Og ikke alene bakker danskerne op om mærkningsordningen. De sætter også handling bag, når 69 pct. af danskerne ugentligt putter økologi i indkøbskurven.
”Den opbakning betyder, at vi som landmænd får blod på tanden til at gøre endnu mere for at sikre, at fremtidens fødevarer får det røde ø-mærke og dermed produceres på en skånsom måde,” siger han.
Også naturen og grundvandet har nydt godt af den 35-årige økologiske bevægelse i Danmark. I alt har det økologiske landbrug sparet naturen og grundvandet for 7225 tons pesticider, viser beregningen fra ØkologiRådgivning Danmark.
”Danskerne er jo kendte for at finde innovative løsninger og tiltag, der beskytter naturen, miljøet og klimaet. At vi har kunnet nå så flotte resultater med økologien, er med til at understrege det mindset,” siger Michael Kjerkegaard.
Tæt samarbejde allerede fra starten
Også de danske fødevarevirksomheder og den danske dagligvarehandel har en stor andel i økologiens resultater. Der har helt fra starten været et tæt samarbejde, så der er blevet udviklet produkter og skabt efterspørgsel på økologi. Det samme gælder for alle de kantiner, storkøkkener og restauranter, der har skubbet på for at øge andelen af økologiske fødevarer.
”Efter et par år med inflation og stagnerende salg ser vi, at økologien igen er tilbage på sporet med en stigning på omkring syv pct. i salget for 2024. Forbrugerne har måttet lave justeringer, men er tilbage og er loyale. Det giver fornyet energi hos alle og ekstra anledning til at fejre Ø-mærket,” siger han.
35 års jubilæet fejres med forskellige tiltag i dagligvarehandlen, men også ved den internationale konference Organic Summit 2025, som finder sted i København til august.