Alkoholfri vin er for alvor ved at få luft under vingerne; mens mange producenter fokuserer på mere hverdagsagtige vine, tager den østrigske producent Heribert Bayer genren til nye højder. De har håndplukket en rødvin fra årgang 2005, fjernet alkoholen, og resultatet er enestående. Nu lander 250 af de blot 2.005 flasker der er blevet produceret, på det danske marked.
Først var det skidt, så blev det bedre, og i dag er alkoholfri vin på et niveau, der er så godt, at det faktisk er svært at smage, at alkoholen mangler. Der har dog hidtil ikke været et produkt, som har kunnet få egentlige vinentusiaster op af stolen, men det bliver der ændret på nu.
Visionære vinmagere
Katja og Patrick Bayer fra vinhuset Heribert Bayer i den østrigske vinregion Burgenland har nemlig sat sig for at vise, at det også er muligt at lave kvalitetsvin med alder uden alkohol. Først lancerede de rødvinen Zeronimo Leonis Blend baseret på vinen In Signo Leonis, som har fået 98 point af Falstaff, det største tysksprogede mad-og vinmedie. Nu er turen kommet til Zeronimo Century Blend – en alkoholfri årgangsvin fra 2005 baseret på druerne blaufränkisch, pinot noir og merlot.
”At skabe en alkoholfri version af vores 98-pointsvin var allerede revolutionerende, men ved at dealkoholisere en vin, der er lagret i to årtier, har vi taget projektet skridtet videre. Med Century Blend viser vi, hvordan tradition og moderne teknologi kan forenes for at skabe noget ekstraordinært,” fortæller Patrick Bayer, som på Heribert Bayer har specialiseret sig i modne vine gennem de seneste 20 år.
“Modne vine rummer en ekstra dimension og en stor kompleksitet, som mange vinentusiaster værdsætter. Vi synes ikke, at de skal gå glip af denne oplevelse, selv om de af den ene eller anden årsag har besluttet at drikke mindre alkohol,” siger Patrick Bayer.
Imponerende niveau
Blandt de første til at smage vinen herhjemme var Kamilla Seidler, indehaver af Restaurant Lola og tidligere kåret til Sydamerikas bedste kok. Hun er imponeret over Zeronimo Century Blend, som snart kommer på kortet på Restaurant Lola.
”Som klassisk skolet vindrikker var jeg skeptisk, men jeg må sige, at den virkelig har imponeret mig. Det er klart den bedste alkoholfri vin, jeg har smagt. Man fornemmer en masse lag og personlighed, som er bygget op over de 20 års lagring, og havde jeg ikke kendt præmissen, ville jeg ikke have kunnet spotte, at det var en alkoholfri vin – en virkelig vellykket vin med flot tanninstruktur og rankhed. Jeg glæder mig til at servere den for vores gæster, som i stigende grad efterspørger alkoholfrie kvalitetsprodukter,” siger hun.
Dansk indflydelse
Bag distributionen af Zeronimo i Danmark står NOLO Collective, som forhandler en bred vifte af Europas bedste alkoholfrie vine, spirituosa, øl og gastronomiske safter – også kaldet proxies. Uden at påtage sig æren for vinens kvalitet er Søren Kirketerp, stifter af NOLO Collective, stolt af at have spillet en rolle i tilblivelsen af denne vin.
”Eftersom de er eksperter i modne vine, spurgte jeg, om de havde forestillet sig, hvordan en alkoholfri version ville smage, og jeg er virkelig glad for, at det plantede den idé, som de følte at de måtte udleve,” siger han og suppleres af Patrick Beyer.
”Da Søren spurgte, om vi kunne forestille os, hvordan en alkoholfri lagret vin ville smage, kunne vi ikke vente med at finde ud af det. Udfordringerne var enorme undervejs i processen, men resultaterne overstiger alle forventninger,” siger han.
Om Zeronimo Century Blend
Century Blend byder i næsen på elegante noter af solbær, eukalyptus, skovbund, karamelliserede svampe og nougat. I munden afslører vinen en rig, harmonisk kompleksitet, der afspejler dens 20 år lange modning; et imponerende udtryk, der byder på alt det, man kan forvente af en moden årgangsvin – bortset fra alkoholens bivirkninger.